Marianne Hjortlund
– foredragsnoter 07-04-2005

Billede
www.duus.dk/
syriskekorsfarer
borge/indeks.htm

Borgudvikling:

 

Ved indgangen til arbejdet med dette oplæg genkaldte jeg mig, hvor ofte jeg var stødt på påstande om, at korsfarerne ved mødet med Byzans og Det mellemste Østen fik kendskab til en helt ny militærteknologisk og arkitektonisk viden, der revolutionerede borgbyggeri og anlæggelse af forsvarsværker i hele Vesteuropa. Forestillingen hang tilsyneladende sammen med en generel renæssanceforståelse, hvor korstogene kunne bidrage til en revolution på adskillige områder og heri blandt på det militærtekno-logiske på grund af med sit møde med den arabiske verden, hvor megen antik viden og kunnen fortsat eksisterede

 

Men hvis man betragter Vesteuropa inden korstogene, opdager man, at området allerede var rig på borge og forsvarsanlæg. Der var selvfølgelig de antikke: Romerne befæstede jo ofte deres militære anlæg med palisader og grav – såkaldte castrum - som stadig kunne spores i landskabet. Men ud over romerske og også senere visigotiske efterladenskaber, så havde korsfarerne, hvis vi i første omgang koncentrerer os om det første korstog, kendskab til adskillige borgtyper og forsvarsværker, delvist afhængigt af hvorfra i Europa de kom.

 

Dette skal ses i sammenhæng med Europas sikkerhedsmæssige situation – eller mangel på samme. En intensiveret angrebsbølge af vikinger fra nord og senere magyarer fra øst og arabere fra Nordafrika havde i 800-tallet ført til en svækkelse af de centrale stater i Europa. 

Angrebet på byer og klostre faldt sammen med opløsningen af Frankerriget efter Karl den stores død. Og den politiske ustabilitet i kølvandet på den efterfølgende rigsdeling var medvirkende til etableringen af en feudal struktur, der skulle fungere, som den militære rygrad i forsvaret for rigerne. Rytteri til gengæld for land eller len.

Og i denne sammenhæng bliver det efterhånden klart, at der var et behov for decentralt placerede anlæg, der både kunne fungere som militære fæstningsværker og privatbolig for lensherrerne – og i ufredstider yde beskyttelse for lokalbefolkningen, der søgte ly her.

En af grundene til vikingernes succes havde været deres angrebsmåls mangel på forsvar. Men midt i 800-tallet begyndte for eksempel byer og klostre i det nuværende Frankrig at bygge mure vendt mod vikingeangreb, og lensherrerne gjorde tilsvarende til forsvar mod både fremmede invasioner og angreb fra naboherrerne.

I 862 opfordrede et edikt fra den franske konge Karl den Skaldede til forsvarsbyggeri imod invasionerne fra nord, øst og syd men desværre med så stor succes, at det truede kongens egen position, og han udsendte endnu en meddelelse, hvor han indskærpede nødvendigheden af kongens godkendelse af borgbyggeri.

Disse tidlige borge blev for størstedelens vedkommende bygget af træ, og de kunne derfor ikke holde til mere omfattende og langvarige angrebs- og belejringsforsøg, ligesom deres holdbarhed selvfølgelig også var begrænset.

Angrebene mod Vesteuropa fortsatte – maurerne erobrede størstedelen af den iberiske halvø, og spanierne forsøgte at forsvare sig herimod med forsvarsanlæg. Og i det østlige Tyskland og sydlige Danmark byggede man forsvar mod venderne og andre slaviske stammer.

 

 

Hvis man kigger nærmere på de omtalte forsvarsværker, kan man identificere i hvert fald tre typer i Vesteuropa:

 

1)     Motte og bailey:

Motte og bailey: På en kunstig eller naturlig banke, evt. et forbjerg  - omgivet af volde og grave - blev der opført et trætårn, ofte omgivet af palisadeværn. Dette - kaldet motten - var kun beregnet på forsvar og fungerede kun i krig, altså som det sidste tilflugtssted. På det lavere område nedenfor lå baileyen, som bestod af bolig, stalde, lade osv. Typen kan man finde her i Danmark, endda i det nærliggende Grønholt her i skovene ved Fredensborg.

Men ellers var denne type er meget udbredt blandt normannerne i England, så selvom englændere jo ikke var så dominerende i det første korstog; er typen alligevel interessant, da der kan siges at være lighedspunkter mellem de militære behov for den aristokratiske, normanniske erobringsstyrke i England og korsfarernes i korsfarerstaterne. De var begge en talmæssigt svag magt i et fjendtligt territorium.

 

 

     2) Kernetårne:

Træbygninger kunne jo let skydes i brand, så efterhånden ændrede man konstruktionen til at omfatte fæstninger i sten; man rejste nogle store tårnbygninger, borgtårne, keeps (noget man kan holde) eller donjons, der på en gang både fungerede som “motten” og trætårnet, men desuden også rummede boligen, ofte prægtigt udstyret. Denne form kendes især oprindelig fra Nordvestfrankrig, men også f.eks. Vilhelm Erobrerens hovedborge som f.eks. Tower of London tilhørte denne type. I løbet af 1100-tallet spredtes de til resten af Europa. Adskillige deltagere i det første korstog – både ledere (grev Etienne af Blois, Hertug Robert af Normandiet) som menige medlemmer af toget – stammede fra dette område.

 

 

     3) Ringmursanlæg:

I længden kunne en keep ikke rumme alle de funktioner, der var nødvendige til bedrift og husholdning. Køkkener, stalde, magasiner, beboelse for tjenestefolk og vagt osv. blev lagt separate bygninger. Alt dette blev fra 1100-tallet omgivet af en ringmur i tilknytning til det store tårn. Anlægget blev tilpasset terrænforholdene, og efterhånden kom der flere tårne til, ligesom man sikrede porten med et særligt tårn. Desuden brugte man vold og grav til yderlige sikring. Som eksempler kan nævnes vores nærliggende Søborg slot eller Hammerhus på Bornholm.

 

Godfred og Baldvin – to af lederne fra det første korstog og de to første regenter af korsfarerstaten Jerusalem - stammede begge fra Bouillion-området, som var beliggende i grænselandet mellem det moderne Belgien og Frankrig. Her var det typisk at udnytte naturlige højdeforhold som en integreret del af forsvarsanlægget. På f.eks. et klippefremspring i et slyngende flodløb anlagdes et ringmursanlæg med et kernetårn som det centrale forsvarselement.

 

Bohemund - endnu en leder fra det første korstog - og med ham adskillige bosættere i korsfarerstaten Antiokia i det nordlige Syrien stammede fra Sicilien. Han var ud af de normanner, der siden de blev hidkaldt som lejesoldater af lokale ledere, havde optrådt som en besættelsesmagt i området. Ligesom normannerne i England var de en relativt lille, aristokratisk overklasse og overmagt i et fjendtligt territorium.  Normannerne havde haft for vane at udnytte eksisterende borganlæg – det kunne være byzantinske eller arabiske, men de byggede også små tilflugtsborge med borgtårne.

 

Sammenfattende kan man altså sige, at korsfarerne havde brede erfaringer med et ret så varieret udbud af borgbyggerier fra deres hjemlande. De havde ikke umiddelbart brug for østlig inspiration til at bygge en ringmur langs en bjergkam eller til at adskille en indre skanse – en sikker bastion -  fra det ydre anlæg.

 

Men det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at de ikke kunne lære noget af østlig teknik. Konstantinopels mure må have virket overvældende med deres ydre og indre forsvarsanlæg og med deres særligt forstærkede portområder. De repræsenterede sen-antik militærvidenskab i sin højeste form. De blev bygget i starten af 400-tallet af Kejser Thedosius. De virker endnu i dag i deres noget forfaldne tilstand meget imponerende.

Korsfarerne prøvede kræfter med byzantinske borge, bl.a. ved belejringen af Nicaea i 1097, dog uden succes. Byens borgere overgav sig i stedet til den byzantinske kejser. Og en anden situation var Antiokia. Et halvt års belejring fra 1097-1098 afsluttedes kun med erobring, fordi en af byens borgere optrådte som forræder. Korsfarerne var ikke i stand til at trænge igennem byens værker, der var en blanding af sen-antik og byzantinsk arkitektur. Hvad angår den egentlige, samtidige byzantinske borgs, så var dens opgave, at fungere som tilflugtsborg for lokalbefolkningen – rig som fattig – i ufredstider med muslimske angreb. Borgene var ment som midlertidige opholdssteder for mange mennesker. De havde ingen kernetårne, men ofte nogle ret så massive tårne placeret strategisk i ringmuren. Korsfarerne erobrede med tiden adskillige byzantinske borge og ombyggede dem til deres eget formål.

 

Dette er f.eks. tilfældet i korsfarerstaten Edessa (i dag Urfa i det sydlige Tyrkiet), hvor de typiske byzantinske elementer stadig præger borgruinen; her finder man den lange ringmur, der omkranser hele borghøjen, som både er beskyttet af den naturlige klippeformation og af en enorm udgravet, tør voldgrav. Ringmuren i sig selv er ikke særligt kraftig, ligesom borgbygningerne heller ikke besidder de vesteuropæiske træk med et centralt kernetårn af omfattende dimensioner og med mure af stor tykkelse.

Borgbyggeriet var som nævnt oprindeligt planlagt som et midlertidigt anlæg til støtte for den store byzantinske hær, der ikke umiddelbart ventede større militær udfordring. Men det var ikke en konstruktion, der opfyldte de europæiske behov til bygningsværket. Blandt vesteuropæerne var den militære styrke mandskabsmæssigt langt mere beskeden. Derfor ser man også ofte ombygninger af de ældre anlæg med bl.a. tilføjelser af et kernetårn og eventuelt med udvidelse af ringmuren med flere koncentriske mure omkring borgen.

 

F.eks. ved Saone i det nordlige Syrien finder man sådanne tilføjelser; et enormt kernetårn med syv meter tykke mure dominerer nu anlægget. Man har dog modificeret byggeriet af forskellige årsager. Blandt andet har det på grund af manglen på stærke og høje træer i Syrien været nødvendigt at lave stenhvælvinger over hver etage i bygningen. Disse bæres så af en enorm central søjle midt i bygningen. I europæiske kernetårne har man kun stenhvælvinger i den underjordiske del af bygningen og ellers trælofter i etageadskillelsen. Manglen på ordentligt træ spiller også ind ved konstruktionen af hængebroer. Både ved Saone og ved Edassa har man under udgravningen af voldgraven ladet en stenstøtte blive stående til understøtning af broen. Ved Saone har den en højde af over 35 meter. Disse støtter fungerede så som en slags mellemstation for hængebroen. Saone kendes i dag som Qula’at Salah ad Din, selvom den navnkundige Saladin ikke har meget med konstruktionen af borgen at gøre; i forbindelse med den store militære kampagne, der endte med korsfarernes nederlag i 1180érne og blandt andet rummede det berømte slag ved Hattin i 1187, belejredes Saone af Saladins tropper, og efter kun to dage blev den erobret i 1188, tilsyneladende af mangel på mandskab.

Et andet eksempel på en ombygget byzantinsk borg kunne være Safita eller Chastel Blanc, som den også hedder, hvor det mægtige kernetårn også dominerer, hvad der er tilbage af anlægget. Kernetårnet her var det højeste af alle korsfarertårnene med sine 27 meter. Bygningen strenge og simple indretning afslører meget om sine beboere – de militære munke. Den består af to etager med et stort rum på hver – en elegant tøndehvælvet kirke med skydenicher i grundplanet og en stor hal i øverste etage, der formodentlig tjente som dormitorium for ridderne, som jo levede under munkelignende konditioner. Det egentlige forsvar af borgen skete fra tagniveauet. Herfra kan man se Krak des Chevaliers i det fjerne, som udtryk for den fælles forsvarskæde, de indgik i.

Ud over de allerede nævnte østlige inspirationskilder, nemlig den sen-antikke fra Konstantinopels eller Antiokias mure og porte eller den byzantinske fra f.eks. de nordsyriske tilflugtsborge eller bybefæstninger rundt om i riget, var der også andre muligheder.

 

Armenierne befolkede et stort område på begge sider af den nutidige tyrkisk-armenske grænse. Deres anlæg var ikke af samme karakter som de samtidige byzantinske og arabiske.

Blandt armenierne havde de enkelte adelige familier tilstrækkelig selvstændighed til at bygge egne forsvarsværker, som mindede om de vesteuropæiske. Det karakteristiske ved det armenske byggeri var forstærkningen af ringmuren med fremskudte runde tårne til beskydning af den angribende fjende fra en position i rimelig sikkerhed. Disse anlæg kan dateres til begyndelsen af 1100-tallet, og fra begyndelsen af 1200-tallet blev de almindelige i både korsfarerbygninger og i det vestlige Europa i det hele taget. De armenske anlæg havde derimod intet kernetårn.

Som den sidste kulturpåvirkning kan også nævnes arabisk arkitektur, hvor militære bygningsværker især omfatter befæstede byer som Damaskus eller Jerusalem, men i den forbindelse er det selvfølgelig nødvendigt at understrege, at byggehistorien for disse muranlæg er meget lang og kompliceret og omfatter adskillige bygherrer og faser. Citadellet i Aleppo – en af verdens ældste byer, beliggende i det nordlige Syrien – dominerer hele byen og var hjertet i dens forsvar. De første forsvarselementer er bygget i 300-tallet f. Kr. ovenpå en naturlig men af kulturlag stadigt voksende høj. De mest dominerende bygningselementer på borgen , som den fremstår i dag, er dog fra en senere periode. Dette vil jeg vende tilbage til om lidt.

 

Korsfarerne overtog som allerede nævnt allerede eksisterende borge, tilføjede dem elementer, som modsvarede deres særlige behov, deres militærteknologiske niveau og frem for alt deres mandskabssituation. Hvis vi stadig holder os til tiden omkring det første korstog. Af de anslået 150.000 korsfarere, der deltog i turen, så nåede kun 40.000 frem og kun få valgte at blive i Det hellige land efter erobringen – de skulle hjem til familien. De resterende var så klart en aristokratisk besættelsesmagt langt væk hjemmefra og derfor med forholdsvis begrænsede mandskabsmuligheder. Deres borge skulle ikke blot tjene som tilflugtssted men som en konstant, markant magtdemonstration, som ikke kunne rendes over ende af den første, den bedste hær. Og derfor blev kernetårnet korsfarernes vigtigste forsvarselement og deres tydeligste fingeraftryk i området. Det blev et element, der inspirerede lokale bygherrer f.eks. Nur-ad-Din, som i slutningen af 1100-tallet udbyggede citadellet i Aleppo med en imponerende keep til forsvar af portområdet. Denne er tydeligvis inspireret af bl.a. Krak des Chevaliers.

 

De militære ordners borgbyggeri.

For at vende tilbage til de militære ordners byggeri, eksempelvis tempelriddernes, så var det karakteristisk, at deres hovedfunktion var at kontrollere adgangsforholdene langs de vigtigste pilgrimsruter til Jerusalem snarere end at være et centrum for godsejendom og lokaladministration. De foretræk ringmursanlæg med fremskudte tårne, og langs med murene havde de hvælvede bygninger. Både tempel- og hospitalsriddernes borge var befæstede klostre, og de behøvede derfor plads til kapel, refektorium, og andre traditionelle bygninger, som ofte blev placeret på øverste etage af de hvælvede sale, som løb rundt langs muren.

Hospitalsriddernes orden blev oprettet som en godgørenheds-organisation, der først senere blev omdannet til en militærorden efter inspiration fra tempelridderne. De to ordners borge indgik i et militært netværk af kyst og baglandsborge. Nogle af dem kunne som Krak des Chevaliers rumme op mod 2000 soldater men den ingeniørs-mæssige kunnen, der lå bag deres konstruktion betød, at de kunne forsvares af en brøkdel af den mængde. Deres borge – især Krak des Chevaliers og Quala’at Marqab - adskilte sig fra tempelriddernes ved, at det dominerende firkantede tårn fra tempelriddernes borge var blevet videreudviklet til et stort rundt tårn inkorporeret i fremskudt position i ringmuren; selvom dette selvfølgelig tilsyneladende var en ret så simpel innovation, gav dette mulighed for både udsyn og ydelse af ekstra ildkraft fra den stærke borg, og de runde tårne løste også problemet omkring døde vinkler – nu kunne hele muren overskues og beskydes. Derudover så var de omtalte to borge begge dobbelte borganlæg – en forborg, der omsluttede højborgen, hvilket selvfølgelig havde store forsvarsmæssige pointer. Men Krak des Chevaliers vil jeg ellers lade ligge og overlade til Anker.

 

Borgenes i funktion: Belejring

Hvis vi breder fremstillingen ud og taler om borgenes funktion generelt, så kan man sige, at i den feudale struktur var det begrænset, hvor længe man kunne fastholde de involverede tropper. Det begrænsede sig i Europa normalt til 40 dage, og felttog foregik som oftest i sommerhalvåret. Derfor var vigtigt både af militære men også af psykologiske grunde, at fjendens borg blev erobret så hurtigt som muligt. Sommetider blev borgen taget ved et stormangreb, andre gange forhandlede forsvarerne sig til acceptable overgivelses-betingelser ( i stedet for at blive massakreret ved erobringen).

Nogle gange blev alle dræbt, andre gange fik kvinderne frit lejde og måske også lov til og mulighed for at medtage personlige ejendele . Dette kan man uddybe med en samtidig beretning af den syriske prins Usama Ibn Munqidh fra borgen Shayzar, hvor hører man om, hvorledes kvinderne i hans familie både var forberedt på at skulle bidrage til familiens forsvar ”iført hjelm og rustning”, og hvis det ikke er tilstrækkeligt, så anbragte hans mor hans ældste søstre ”tæt ved et vindue, der vendte ud til kløften ned mod Orontes floden og holdt sig rede til at styrte dem ud i tomheden i tilfælde af nederlag for at spare dem for vanæren!”.

I tillæg til militær tvang kunne belejreren udnytte psykologisk pres til at frembringe en overgivelse; man kunne tage gidsler og true med at dræbe dem. Eller man kunne udnytte mulige forrædere til at skaffe sig viden om borg og forsvar eller måske direkte adgang, som det som nævnt lykkedes for en af lederne – den normanniske Bohemund - ved belejringen af Antiokia, hvor en tvangsomvendt, tidligere kristen hjalp den kristne hær ind i byen.

Mislykkedes sådanne strategier kunne det blive nødvendigt at tage belejringsmaskiner i brug. Der var forskellige kastevåben som bliden, der kunne sende store sten og andre genstande (pestbefængte får, hoveder på gidsler, komøg, kurve med ild, ja bikuber osv.) af sted. Saladin sendte sten, der vejede 250-300 kg mod korsfarerborgen Saone. En anden mulighed var katapulten, der i funktion svarede til den foregående men var mindre og dermed også mere flytbar, og endelig ballisten, der som en stor armbrøst kunne skyde pile og endda spyd mod fjenden. En rambuk kunne bruges til at bearbejde svagere bygningsdele som f.eks. porten, og for at beskytte angriberne indkapslede man den i et træskellet beklædt med våde oksehuder, der ikke kunne sættes i brand af ildpile. Endelig så havde man de store belejringstårne – store trappetårne beskyttet af træ og huder, der kunne skydes frem mod borgens eller byens mure og sende angriberne ind over dem, hvis man var i stand til at fylde voldgraven op, så man kunne passere den.

En anden teknik var at underminere borgens mure, anbringe brandbart materiale i tunnelen, sætte ild til og håbe på, at en sektion af muren ville ramle sammen. Usama Ibn Munqidh beretter om, hvorledes soldaterne i forbindelse med belejringen af den frankiske borg Kafartab syd for Aleppo, havde gravet en skyttegrav fra voldgraven og hen til et fremskudt forsvarsværk og videre frem. Da det var fyldt med tørt træ, og de havde sat ild til det, smeltede kalkpudset, som holdt stenene sammen, og hele ydersiden af det minerede tårn faldt sammen. 

Forsvarernes modtræk til sådanne angreb var at forstærke det ydre anlæg og besværliggøre adgangen både med menneskeskabte og naturlige barrierer. Man lavede linier af forsvar, af voldanlæg og voldgrave, skrå sokler, ydre og indre borgafsnit, hængebroer (indtil flere) og indgangspartiet, der på trods at sine skoldehuller og andre overraskelser, jo var den svageste part af borgen, blev forstærket i så stor en grad, at det udviklede sig til en borg i borgen. Ja man udviklede borgkonstruktioner, der kunne fortsætte med at holde ud, selv om store dele af borgen var taget – for eksempel i form af såkaldte for- og højborge. Et storslået eksempel på dette kan ses på Malbork eller Marienburg i det nordlige Polen. Her havde den tyske orden bygget sit hovedkvarter, og dette fremtræder stadig i dag som et imponerende anlæg (dog i stærkt restaureret form). Malborks konstruktion afspejler også en løsning på et andet problem en borgherre kunne have; nemlig lejesoldaterne og deres problematiske loyalitetsforhold. Det var en fordel at kunne adskille lejesoldaterne fra borgens mere regulære beboere i tilfælde af at fjendtlige hære skulle havde købt sig vej til deres alliance og derved et muligt forræderi. Derfor ser man ofte i 1300- og 1400-tallet som ved Malbork en seriøs adskillelse mellem forborgen, hvor lejesoldaterne opholdt sig og selve højborgen for de egentlige beboerne.

 

Artilleriets udvikling havde selvfølgelig også stor indflydelse på borgbyggeriet. Fra 1330, hvor kanonen blev introduceret, spillede den en stadig stigende rolle i belejringerne. I begyndelsen var kanonen meget stor – nogle afskød kugler, der vejede mere end 200 kg. – og var nødt til at transporteres i vogne, senere blev kanonerne monteret på hjul, hvilket lettede flytningen. Modsvaret kom selvfølgelig øjeblikkeligt i form af skydehuller til kanoner på borgenes mure, men udviklingen var med belejrerne, og i det lange løb var det ikke muligt for borgene at modstå beskydningen, når man når op i 1600-tallet. Men på dette tidspunkt var korsfarerne for længst ude af Mellemøsten, og borgbyggeriet havde ændret karakter; allerede fra 1400-tallet møder man tendenser i retning af byggeri, der mere tjener repræsentative formål, altså som demonstration af beboerens betydning og samfundsmæssige position og derfor med en understregning af, hvad der kan imponere beskueren. Her var det forsvarsmæssige underspillet, og hvad angår det indre, så var indretningen af borgen også mere bestemt af borgherrens fysiske komfort.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

kort 01

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tegning 02

 

 

 

Grønholt 03

 

 

 

 

York 04

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Heddingham 05

 

 

Tower 06

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søborg 07

Hammershus

08

 

 

 

 

Bouillon

09, 10, 11

 

 

 

 

 

 

 

Milazzo 12

 

 

 

 

 

 

 

 

kort 13 (udgået)

 

 

Konstantinopel

14, 15

 

 

 

 

 

 

Nicaea 16

 

Antiokia

17, 18

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Edessa 19

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Saone -Saladins borg

20, 21, 22

 

 

 

 

 

Saone

AJ billede

23

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chastel Blanc

24

 

 

 

 

25

 

 

 

26

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Damaskus – mure 27

 

 

Aleppo 28

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aleppo, port 29

30 udgået

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Quala’at Marqab 32

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nicaea  33

 

Kugle Krak 34

 

 

35

 

 

 

 

 

 

36

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marqab 37

 

 

 

 

 

 

 

 

Malbork 38

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bodrum 39

 

London theTemple 41

Frederiksborg Slot